Om FilmR.net

Dette site består af små film mini-anmeldelser der udsendes som sms, og samles her, hvor du kan holde dig ajour med RSS.

Jeg sætter en ære i at en anmeldelse skal handle om filmen, men IKKE sige hvad filmen handler om! Vil helst ikke efterlade den potentielle seer af filmen med et ‘forsuttet bolche’. Noget som stort set alle anmeldere ellers forsynder sig imod!

Prøver i den udstrækning det er muligt at bedømme en film på dens egne præmisser, så når en film rammer helt forbi mig, sker det at jeg undlader at give karakter. Men kan sagtens give høj karakter til en film der sidder lige i skabet til en anden målgruppe end mig selv.

Efter i over fem år at have udsendt mini-anmeldelserne usystematisk, opfordrede Birgir Erlendsson mig i 2005 til at få det systematiseret, og han tilbød at lave et site der opsamlede disse. Vi startede med at samle de der tilfældigvis var overlevet fra diverses mobiler, og opsamling kom herved tilbage til medio 2005, da sitet gik i luften primo 2006. Der er siden dryppet omtrent 100 nye ind om året. Efter at være sluppet væk fra Københavnsområdet, dog desværre ikke så mange af de ‘smalle’ film.

August 2016 gav Birgir så sitet et mere moderne og mere platformsuafhængigt udseende, ved at det blev lagt over til standard WordPress.org – som I ser på nu.

Min baggrund for at lave disse anmeldelser er at jeg har set mange tusinde film i rigtige biografer (film skal ses i biografen, har ikke nøjere tal på det, men ca 5-10 000 inden dette site begyndte) – og jeg er ikke på nogen måde gift med industrien, køber alle mine biletter som alle andre almindelige biografgængere uden at få dem subsidieret af nogen.

Ivar Wind har æren for det ømme portræt, der ‘pryder’ sitet, og er endt med at blive min avatar mange steder…

Mvh
Eske Rahn