Grum historie som de slipper ret godt fra. Man vænner sig ret hurtigt til at det er amatører med deraf følgende ikke altid lige vellykket replikhåndtering. Historien er ret enkel, men holdes alligevel meget godt kørende.
10-9/13
Ikke bare en alindelig romantisk komedie. Sprængfyldt med galskab og fortræffeligt skuespil næsten hele vejen også. Særligt hende fra Winters Bone, og De Niro – kan virkeligt få en til tro på figurer. Så trods en hel del forudsigelighed, så en fornøjelse.
10/13
Hvis man kan ignorere den tykke sukkerlage der plager det sidste af den, så har man en glimrende SciFi med en historie der er sjovt fundet på. Lidt skurren i historien er der nu også, men den totalt set klart bedre end ventet. Ideen minder voldsomt om en anden film, men vil ikke skrive hvilken, da det ville være ‘spoiler’.
10-9/13
Den kunne jeg rigtigt godt lide, på trods af forudsigelig handling, og at man springer 15 år i tid, uden så meget som at farve folks hår gråt. Men den har en fin stemning og flow. En de luxe udgave af den gamle Copland på flere måder, og så alligevel mere.
10/13
Fine præstationer i de bærende roller i stærk men ejendommelig film. Absolut værd at se, men ganske smal.
Kan ikke helt finde ud af om det er ment som generisk billede eller direkte rettet mod Scientology.
10/13
En fin hyldest til og med aldrende musikkere. Ikke verdens største film, men lavet med et stort og smittende hjerte i sin kærlige humørfyldte lidenhed.
8-9/13
Uha, det kan Tykwer altså ikke være bekendt, er min første tanke. Ikke ubeslægtet med matrix, og trukket meeeeeeeeeget langt. Krydsklip i tid øger rod, men man vænner sig næsten til det. Anette var med og kunne godt lide den, men det kunne jeg ikke. Lidt for meget okult…
7/13
En noget blandet fornøjelse. Når den er bedst er det beslægtet med og oppe på niveau med Dardenne-brødrenes film. Men så var der også dræbende udpenslede passager ind i mellem. Så sådan totalt set:
9/13
Endnu en fin film af far Miyazaki! Meget sentimental, og ikke tiltænkt små-børn. Minder i sentimentalitet lidt om Kurosawas fine Ikiru (hedder “At Leve” på dansk)
10-11/13
Ganske underholdende, men bestemt ikke noget stort, og ikke med de store overraskelser. Meget retro med et par gode navne. Den er næsten en parodi på sig selv men svarer til hvad man kan forvente.
9-8/13