En noget blandet fornøjelse. Når den er bedst er det beslægtet med og oppe på niveau med Dardenne-brødrenes film. Men så var der også dræbende udpenslede passager ind i mellem. Så sådan totalt set:
9/13
Endnu en fin film af far Miyazaki! Meget sentimental, og ikke tiltænkt små-børn. Minder i sentimentalitet lidt om Kurosawas fine Ikiru (hedder “At Leve” på dansk)
10-11/13
Uha uha. Slemt når film er for svulstige, og slemt når de er for lange, slemt når de er lobhudlende, slemt når de er for forudsigelige. Denne er det hele! Dog på nær en mikroskopisk film-dispositorisk overraskelse 5 min før tid.
Ikke engang skuespil var formildende.
Det ville MÅSKE hjælpe hvis man var amerikansk statsborger og delte deres helgendyrkelse. For os andre: UF!
5/13
Den havde gevaldigt svært ved at leve op til det store for-skræp. Bestemt ikke dårlig, og figurerne fungerer hvis man kan leve med at alle er meget en-dimensionale. Selve grundhistorien er jo fin og vigtig, men er spinkel til at bære en hel film og trukket ud både i langdrag og ad absurdum. Og så mangler hele den interessante efter-fase, med et spring på et lille år. Så for meget fedt og for lidt kød.
9-8/13
En must-see dokumentar. Forestil dig at tyskerne havde vundet krigen, og nazi-bødler 40 år efter stolt fortæller hvordan de udrydede jøderne, og genopfører deres heltedåd med hjælp fra Hitlerjugend. Det er stort set det vi ser her, blot fra Indonesien, hvor det ‘kun’ var en million kommunister og kinesere i almindelighed de udrydede. Ikke en film for folk med sarte nerver. Dybt grotesk.
10/13