Det seneste (og ifølge ham selv sidste) værk af mesteren Hiyao Miyazaki, er bestemt ikke tiltænkt børn (endnu mindre end Porco Rosso). Nok den af hans film hvor han mindst bruger sit (bogstaveligt og overført) fabelagtige magiske/mytologiske univers – her næsten kun drømmende krydderi. Men en vældig fin noget sentimental ting, fra ‘de gode gamle dage’ da de var så gode venner med vores sydlige naboer…. Fyldt med hans vanlige dejlige persontegninger, selv i ‘statistfigurer’. Den har karakter af en portrætfilm, af en der nok ellers ikke kendes uden for Japan, men som jeg antager er en virkelig person, som jeg antager er det der begrænser brugen af magien, som jeg må indrømme at jeg savner. Så hvad der ellers for animationsmesteren selv er fedtet:
10/13