En lun lille film om, og hyldest til, nogle vendelboer. Den kan sagtens ses, hvis man har/føler en eller anden forbindelse til Vendsyssel.
Som sig hør og bør på de kanter gør den ikke noget stort væsen af sig….
En spøjs blanding af dokumentar og fantasi.
Jeg hyggede mig, men vi var ikke mange inde at se den, så går næppe længe.
9/13
Det er en engelsk remake af Kurosawas mesterværk Ikiru, jeg holder meget af. Den har selvfølgelig svært ved at leve op til original, selvom meget er ganske tæt remake. Bill Nighy har dog ikke uventet svært ved at matche Takashi Shimura i den altdominerende hovedrolle. De har klogeligt fulgt original og ladet den unge pige være livsmod, men ikke en ‘model-type’. De har skruet lidt ned så den ikke er helt så drivende sentimental (som også kun en stor mester kan slippe afsted med uden det bliver for meget!), og deres valg af sangen er spot-on.
10/13
Den er laaaaaaang, men til gengæld er den ikke særlig god….
Den har da sine små momenter, men der er langt mellem snapsene, og nogle bliver så rov-malket.
Så selvom den vel ikke er decideret dårlig kan den ikke anbefales.
7-8/13
Den er rigtig rigtig fin. Ikke mindst spiller ungen utroligt godt – og uden det var den faldet på gulvet. De fleste figurer fungerer ret godt faktisk.
Det er ikke den ydre handling der driver filmen, men ungens stemning, og det virker.
Som hunde-menneske kunne jeg godt have tænkt mig at de havde brugt lidt mere tid på den del, fx at lade knægten lege en time med den, så den blev glad for ham, og ikke ligeglad, som den tydeligvis er… dubbing af dens lyde passer overhovedet ikke med det vi ser, men de scener er bare irriterende sjusk, der ikke ødelægger helhed.
10/13
Phoenix fylder rollen fint ud, og det første to timer+ er filmen storartet, og med mange skæve indfald og interessante løsninger på hvad jeg antager er scener fra bogen, men så kniber det gevaldigt med at få lukket det af. Grande Finale bliver mest et whimp, der er som dårlig kopi fra en Alan Parker film (som der er flere hilsner til undervejs, på billedsiden). Så fra at have ligget og snuset til de 11, rasler den ned, men er stadig værd at se, men jeg burde nok være gået før tid.
9/13
Et ret klassisk japansk eventyr, eller hvad de nu kalder dem. Vi kender grundfortælling i mange varianter. Denne virker fint nok, men teknik er tvivlsom, og sidehistorier for at holde den gående nok mest fjollede. Der er ret langt op til Hayao Miyazaki,
Hans tidligere er bedre, og der er håb..
Så vel sådan:
9-8/13
Uh den er fin og varm, se den mens den er der. Fin stemningsbeskrivelse og ungen spiller godt. Historien lille, men det er ok.
11-10/13
Den fungerer ret godt. Et glimrende eksempel på at man også godt kan lave hårdtslående film i dagens Danmark. Nu er det et par år siden, men som jeg lige husker etteren er toeren her faktisk bedre. Den altdominerende hovedrolle gør det glimrende. Selve plot er bestemt set før, men det gør ikke det store at der ingen overraskelser er.
9-10/13
Forventninger var ganske langt nede, men bedre end ventet. Jeg var -selvfølgelig- særligt glad for ulven… Jeg er i tvivl om flere dele er ment som et fortælleteknisk greb, eller er forsøg på at illustrere skizofreni. Hørte flere på vej ud af salen snakke om at den var elendig – det er jeg nu ikke enig i. den har bestemt noget.
9/13
En ganske fin og tæt historie, hvor figurer som helhed holder.
Fine stemninger og der spilles i det store hele godt.
Et hårdt syn på et parforhold.
Afsluttende rulletekster indikerer at det er reelle personer der portrætteres, det bliver den ikke ringere af.
9-10/13